Filmz-afstemning

Stemmer i alt:

Pacific Rim

Originaltitel: Pacific Rim
Instruktion: Guillermo del Toro
Medvirkende: Idris Elba, Charlie Hunnam, Charlie Day, Ron Perlman, Burn Gorman, Rinko Kikuchi, Max Martini - Læs mere
Produktionsår: 2013
Længde: 132 min.
Land: USA
Sprog: Engelsk
Genre:
Action
Links: Officiel hjemmeside, IMDb
Censur: 11 år
I biografen: 01/08-2013
På DVD: 04/12-2013
På Blu-ray: 04/12-2013
Bio-distributør: Warner Bros.
DVD-distributør: Warner Bros.

Dato: 02. August 2013   Af: Mathias Folsted (mathiasfolsted) - Skriv din mening i forummet

Power Rangers på coke

Hvis man som et barn fra 1990'erne voksede op med tv-serien "Power Rangers" og tænkte, at livet på ingen måde kunne blive mere fuldendt og fyldestgørende for en drengerøv, vil ens kæbe hurtigt falde til biografgulvet i mødet med "Pacific Rim" - det seneste værk fra fantasiens mester, Guillermo del Toro, der med sit kyndige blik for billedskønne detaljer og kunstnerisk æstetik har formået at svejse en skudsikker blockbuster med stort set alt, man kunne ønske sig fra en film af dens kaliber.


Foto: Warner Bros.


Monstre er begyndt at komme op fra en revne i havets bund. De ødelægger byer og dræber millioner af mennesker. For at bekæmpe dem har nationerne slået sig sammen og fremstillet kamprobotter, som er så store, at de skal styres af to piloter samtidigt. Men selv disse robotter er næsten forsvarsløse over for monstrene. Jordens forsvar er tæt på at bryde sammen, da man bemander endnu en robot med et umage par: En falleret, tidligere pilot og en uprøvet rekrut. De er vores sidste chance for at stoppe monstrene.

Det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at "Pacific Rim" langtfra er den mest intelligente og originale kugle i Hollywoods konceptkanon. Plottet er dybt forudsigeligt, logikken har taget toget til et land langt borte, og karaktererne er så karikerede, at de lige så godt kunne have jobtitler i stedet for navne. Men det er trods alt (forhåbentlig) heller ikke tårefremkaldende dialog og inspirerende moralprædiker, der i sidste ende letter på den gennemsnitlige biografgængers pung, for hvis det var tilfældet, ville bedømmelsen uden tvivl være af en helt anden karakter. Ønsker man til gengæld at se robotter og monstre udveksle hårdtslående jern og blåt slim i visuelt stimulerende omgivelser, vil man applaudere og påskønne hvert eneste sekund, som var det en realisering af ens allerstørste drengedrøm.


Foto: Warner Bros.


Det mest beundringsværdige ved filmen er nok den konstante sammenhæng mellem de tekniske og artistiske virkemidler. Del Toros manuskript sætter fra starten en let atmosfære og lys tone, der akkompagneres og suppleres af "Pans labyrint"-fotografen Guillermo Navarros omhyggeligt sammensatte billedrammer, for så tilsammen at skabe et skue af hidtil usete proportioner. Stilen og størrelsen minder nemlig på mange måder om Michael Bays "Transformers"-trilogi - dog uden den Parkinson-ramte kameraføring, fremtvungne trædemølleromance og alt det selvhøjtidelige nonsens, hvilket undertegnede er dybt taknemmelig for!

Der opretholdes en fornem balance mellem de seriøse og useriøse aspekter af filmens univers, og filmmagerne ved præcis, hvornår og hvordan de skal ramme de toner, som får henholdsvis lattermusklerne og nervesystemet sat i kog. Dette reflekteres yderligere i Ramin Djawadis eminente musikalske kompositioner, der perfekt matcher de glosserede og legetøjsagtige effekter, og som får tilskuerens næve i vejret, når Kaijuerne (læs: monstrene) og Jaegerne (læs: maskinerne) går i kødet på hinanden.


Foto: Warner Bros.


Vurdering: Pacific Rim

"Pacific Rim" er et skarpt instrueret og spektakulært filmet nostalgiorgie, hvis visuelle effekter får "Avatar" til at ligne "The Incredible Hulk"-tv-serien fra 1970'erne. Filmen er praktisk talt en to timers steroide-udgave af ethvert syvårigt barns foretrukne lørdagstegnefilm, og selvom den aldrig stimulerer intellektet eller bevæger hjertet, så er den sandsynligvis sommerens bedste bud på en blockbuster, der rammer alle de rette tangenter og leverer underholdning i særklasse. Man får valuta for hver eneste krone, og maskineriet fungerer upåklageligt, selvom det på ydersiden virker som noget, Michael Bay kunne have hittet på. Det er længe siden, at gammel vin på nye flasker har smagt så godt.



Din vurdering:

Samlet brugervurdering:

Gennemsnit: 3.94 (34 stemmer)